Aarshundene – 14 forskræmte snuder

To år er gået siden Aars hundene gjorde deres uudslettelige indtryk på min sjæl.  14 våde snuder, der var blevet efterladt i en uopvarmet stald efter at ejerne var fraflyttet adressen – dem kan man aldrig glemme.
En fredag i januar 2012 tikkede der en anmeldelse ind til Dyreværnets udrykningsleder, Nina Amdi Carlsen. Anmeldelsen lød foruroligende, og efter at Nina havde adviseret politiet, traf vi begge hurtigt beslutningen om, at mandag morgen… så måtte hun køre til den adresse i Aars. For her skulle der ifølge anmeldelsen gå et stort hundehold i en uopvarmet lade.

Vi ville begge ønske, at hun kunne være kørt med det samme. Men Dyreværnet har ikke lovhjeml til at tvangsfjerne dyr, og derfor bliver vi ofte nødt til at vente på, at politiet kan assistere os. Den gældende politikreds tog heldigvis sagen alvorligt og lovede os, at de allerede mandag ville køre ud og besigtige ejendommen. Så dyreambulancen blev pakket med varme tæpper, foder og tunge vanddunke. Og mandag morgen, kørte Nina til Aars. Turen var lang, for det havde sneet en del, men Nina nåede frem kort efter frokost.
Det syn der mødte den ellers hærdede udrykningsleder var gruopvækkende. Ingen fodspor i sneen fortalte, at der ikke havde været nogen på adressen i flere dage. Og da Nina kom ind i den uopvarmede lade, sad der 28 skæmte hundeøjne og kiggede på hende.
De mange hunde sad i bure. Nogle af burene var nærmest rustet sammen, og der skulle bruges værktøj for at få dørene til burene åbnet. Hunde havde siddet i dem i månedsvis.
Men hjælp fra sin mand, der som frivillig var kørt med på turen, fik Nina med politiets tilladelse overdraget alle hundene og sat dem ind i ambulancen. Det var ikke så ligetil, for de små snuder var skræmte fra livet. Men det lykkedes, og så gik turen tilbage til Dyreværnet.
Udmattet nåede Nina frem til vores internat kl. 2.00 natten til tirsdag, og så skulle de mange hunde installeres på deres værelser.

Selv stod jeg tidligt op og tog på arbejde kl. 6 næste morgen. Jeg skulle ud til de mange hunde. Det syn der mødte mig, var chokerende. En cocker spaniel sad forskræmt gemt i et hjørne. Den gamle blandingshund Fie på 10 år, havde et åbent sår på bugen. Og selvom det smertede hende, hoppede hun op ad buret, bare for at hilse. Behovet for menneskelig kontakt jog smerterne væk.
Nogle af hundene var nærmest som skeletter – andre var apatiske og alle var de fyldt med lopper og utøj.
Jeg nærmest faldt ned på knæ i stalden og tænkte ikke over, at jeg som den nye direktør skulle opretholde en vis troværdighed. Jeg var ligeglad. Det skar i mit hjerte at se så mange hunde, der havde det så skidt. De fantastiske dyrepassere lagde armene om mig. – De skal nok få det godt igen, trøstede de mig. Dyrepasserne havde set sager som disse før. De vidste, at det ville ende godt. Men jeg var ny, og kunne ikke forestille mig, at man kunne få rettet op på så misrøgtede dyr.

Men i løbet af de næste 14 dage skete der en mirakler. Hundene kom til dyrlæge, de fik mad, vand, blev vasket og ordnet og kom ud på lange gåture. Der blev bekostet tandrensninger, operationer og bevilget ekstra personale til at aktivere de mange vovser. Forandringen var enorm: Nu var det logrende haler og glade bjæf, der lød fra staldene. Ikke smertefyldte hyl og angste blikke. Selv havde jeg to af hundene hjemme i pleje, så de hurtigere kunne komme ovenpå, mens de frivillige og medarbejderne også trådte til og tilbød husly til nogle af de våde snuder, indtil de var klar til at få nye varige hjem.
To af hundene måtte desværre aflives. En skøn Jack Russell, hvis ene lårben var smuldret væk, og en beagle, der havde udviklet så markante adfærdsproblemer, at den bed to medarbejdere og en veterinærsygeplejerske.

Men de andre 12 hunde klarede det. De blev sat til adoption og snart havde de alle fået nye familier. Oplevelsen med Aars hundene vil altid bo dybt i mit hjerte. Chokket efter at have set dem første gang og glæden ved at se dem flytte ud til deres nye hjem bevidner, at Dyreværnet i den grad gør en forskel.

Desværre har der været mange flere gruopvækkende sager siden sagen om hundene fra Aars.
I 2013 modtog Dyreværnet 1.662 dyr fra enten dyreværnssager, som hittedyr eller fra private, der ikke længere kunne tage sig af deres kæledyr. Vi modtager gennemsnitligt 10 anmeldelser om dagen om misrøgt af dyr i Danmark. Det er mere end dobbelt så mange som i 2012, da jeg satte mig i direktørstolen. Alene i 2013 hentede vores udrykningsleder 353 dyr fra dyreværnssager, hvor tallet i 2012 lå på 139 dyr.
Nu håber vi ikke, at det tal stiger yderligere. Men det gør det desværre nok….

Dette blogindlæg er tilegnet de 14 våde snuder fra Aars. Og mine tanker går ofte til de skønne familier, der adopterede disse livsglade hunde, til medarbejderne, der fik halerne til at logre igen og til de frivillige, der gav en ekstra hånd med og til stadighed gør det.  I var alle med til at gøre mareridtet fra Aars til et eventyr med en lykkelig slutning.Tak til jer alle sammen…..

Potedask fra Signe


,