Fra kendisser til kattekillinger!

Da jeg for to år siden satte mig i direktørstolen hos Dyreværnet, vidste jeg at nu, havde jeg fundet min vej i livet. Kommentarer som ”Det er da noget af et brancheskift” og ”Sikke dog en karrieredrejning” blev nærmest blæst ind i hovedet på mig, når jeg fortalte, at jeg havde fået nyt arbejde – i en dyreværnsforening.

Gennem hele mit arbejdsliv havde jeg ellers begået mig i mediebranchen. De sidste år med eget kommunikationsfirma, hvor jeg bl.a. som PR ansvarlig for X Factor skulle sørge for, at kendte mennesker fik den mest optimale medieomtale. Nu skulle min arbejdsplads være et af Danmarks største internater, så de mange stiletter, der havde betrådt de gyldne veje, blev udskiftet med gummistøvler og varme flade sko.
Efter blot få dage i mit nye job, fik jeg min ilddåb. En omfattende dyreværnssag om 14 hunde fra Aars, fik mig kastet ind i mit nye arbejde med en orkans hast. Jeg var chokeret over, hvordan nogle mennesker behandler deres logrende venner i et land som Danmark, og desværre var sagen om Aarshundene blot den første af mange. Jeg glemmer aldrig de første skræmte blik, som jeg blev mødt af, da jeg første gang så de misrøgtede hunde. Læs mere om Aarshundene her…http://blog.udeoghjemme.dk/2014/03/aarshundene-14-forskraemte-snuder/
Et brancheskift det var det – men et brancheskift der gav mening. Egentlig skulle jeg gøre det, som jeg altid havde beskæftiget mig med. Men nu skulle jeg ikke gøre TV-værter kendte, jeg skulle gøre Dyreværnet kendt. En del af min mission er allerede opnået, for i dag er kendskabet til Dyreværnets arbejde langt større. Ikke mindst på grund af den dokumentarserie ved navn ”Dyreværnet” som TV3 viste i efteråret 2013. De 93.000 følgere på facebook bevidner også, at Dyreværnet i dag er en progressiv dyreværnsforening, der redder dyr. Jeg vil aldrig bytte Dyreværnets stalde ud med de bonede studiegulve, for at være direktør hos Dyreværnet er et ønskejob, der giver mening.

Nu har jeg så fået en blog på www.udeoghjemme.dk – sådan en har jeg aldrig haft før! Jeg glæder mig til at skrive om de mange eventyr, vi oplever ude på vores internat. For hos Dyreværnet er de fleste historier eventyr, og endda eventyr, som har en lykkelig slutning. Dyreværnet har en erklæret NO KILL-politik, der betyder, at vi sætter alt ind på at redde de dyr, vi får indleveret. Vi afliver ikke sunde og raske dyr.
Jeg vil benytte denne blog til at fortælle jer, om vores arbejde. Til at beskrive, hvordan man som privatperson kan gøre en forskel for de mange herreløse dyr i Danmark. Og jeg vil også komme med et par gode råd om, hvordan man kan give sit eget kæledyr en dejlig tilværelse.
Jeg håber, at I vil følge med. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gøre bloggen både spændende, berigende og lærerig. Og jeg glæder mig til at fortælle jer om, hvordan det er vores kærlighed til dyrene, der driver Dyreværnet – jeg håber, at I også glæder jeg til at læse med.

Potedask fra Signe


,