Hvalpene fra Hovedbanegården

Så du artiklen i Ude og Hjemme ónsdag den 30. april? Artiklen om de syv hvalpe, der var blevet født på Hovebanegården?

Nu er de blevet så store, at de er klar til at flytte ud til nye familier.

Morhunden Ula er ved at være godt træt af sine børn, så det bliver skønt for alle parter at komme ud i dejlige, kærlige hjem. Ula er vores smukke, søde hittehund, der fødte sine syv bedårende hvalpe i et hjørne af Hovedbanegården. Hun landede hos os med sine syv hvalpe, og vi fandt hurtigt en helt igennem fantastisk plejefamilie, der med stor omsorg og kærlighed har taget sig af denne lille hundefamilie.

Vi ved ikke, hvad Ula’s specifikke raceblanding er, men hun ligner en schæfer i mini-format. Som man kan se på billederne, så er de små MEGET forskellige i udtryk, og det gør dem bestemt ikke mindre betagende. Cookie er den mest kontaktsøgende i kuldet. Hun vil allerhelst ligge ved ens fødder, eller i ens skød til hun falder i søvn. Når hun ikke leger med de andre, tøffer hun rundt et stykke bag os og holder øje med hvad der foregår.

Hun er en smule forsigtig, men er efterhånden blevet mere modig. Hun har dog været en af dem, der elskede besøg mest, både af børn og voksne, men er stadig lidt nervøs ved pludselige høje lyde og lignende. Alle kender Cookie på hendes 4 kuglerunde pletter, og hendes søde ansigt. Fælles for alle hvalpene er, at de har været introduceret til børn, forskellige slags voksne og unge, uden problemer. De er vokset op med adgang til hele huset, og er derfor vant til normale hverdagslyde. De har haft adgang til haven flere timer dagligt, og er derfor ved at vænnes til at besørge udenfor.

Hvalpene har haft mødt plejefamiliens kanin og viste ikke synderlig interesse, men har ikke oplevet katte eller andre hunde. De er vant til at have halsbånd på udenfor, og har siden deres 7. uge prøvet at gå i sele.

Læs mere på http://www.dyrevaernet.dk/adopter-et-dyr.aspx når hvalpene bliver sat til adoption allerede onsdag den 14. maj 2014.