Hundeejer, kend din hvalp

Er du en af de tusindvis af danskere, som får hundehvalp i løbet af foråret og sommeren? Så er der flere ting, du skal være opmærksom på, for at få en god start som hundeejer.

Cockerspaniel, labrador og golden retriever. Der er mange forskellige hunderacer, og hvert år ved denne tid får mange familier hundehvalp. Men uanset racen er der flere ting, man som ny hundeejer skal være opmærksom på:

”Det er fristende at købe en masse legetøj og godbider til sin hund, så snart man får den hjem. Men man bør starte med at gå ud at købe de ting, der er lovpligtige,” fortæller Dennis Frederiksen, som er dyreforsikringskoordinator i Topdanmark Forsikring, og fortsætter:

“Man skal få lavet et hundetegn, så man kan se, hvem der ejer hunden. Derudover skal man have den ID-mærket og registreret, typisk chipmærket hvis ikke opdrætteren har gjort det og sidst, men ikke mindst, skal man have en ansvarsforsikring, som dækker, hvis ens hund gør skade på andre personer, dyr eller ting”.

Fjern forhindringer for hvalpen
Udover de lovpligtige krav er der også en række ting, man kan gøre, for at sikre en god første tid for hvalpen.

”Hundehvalpe er nysgerrige, og spiser alt, hvad de kan komme i nærheden af. Især små plasticgenstande kan være utroligt farlige for hunden, hvis den sluger dem,” fortæller dyrlæge Stine Elkjær fra Odsherreds Dyrehospital.

”En anden ting vi ser, er, at hvalpe bider i løsthængende ledninger. Det siger sig selv, at hunden kan få stød, hvis den får gnavet igennem til selve kobbertrådene. Derfor er det en god idé at få gemt ledningerne væk, eller have dem over hvalpehøjde,” fortæller hun.

Mange småskader
Hvis det alligevel sker, at hvalpen kommer til skade, er det ofte nødvendigt at gå til dyrlægen. Og det kan hurtigt blive en dyr omgang.

”Vi har set hvalpe, som har slugt låg fra plasticflasker og hoppebolde, og så er det ofte kun en operation, der kan redde dem. Og det kan blive en dyr affære,” siger Stine Elkjær.

Selvom det ikke altid er helt ufarligt at være en hund, er det oftest mindre skader, der sker på hvalpe såvel som voksne hunde. Men selvom skaden er lille, kan udgiften godt være stor. Derfor anbefaler Dennis Frederiksen, at man køber en sygeforsikring til sin hund.

”De hundeskader, vores kunder ofte anmelder, er mindre ting som dårlig mave og opkast fx efter at have bidt i en død fugl eller hvis hunden flækker en negl, hvilket mange hunde oplever. En enkelt flækket negl kan risikere at koste op til 2500 kroner at få behandlet, og så er det altså rart at have en sygeforsikring til hunden,” siger Dennis Frederiksen.

Fakta: Har du endnu ikke hund, men gerne vil have en, har du nu mulighed for at tjekke, om du er klar til hund samt få hjælp til at vælge den rigtige race på www.KlarTilHund.dk, som bl.a. Dansk Kennel Klub og Den Danske Dyrlægeforening står bag.

Du kan også læse mere om at forebygge skader på din hund på www.sikkert.topdanmark.dk

 


,