Dyreværnet etablerer udrykningstjeneste i Jylland

jenaette-og-nina-til-side

Dyreværnets to udrykningsledere Nina Amdi Carlsen (t.v.) og Jeanette Wulff Geerthsen (t.h.) står klar til at hjælpe dyr i nød.

Længe har det været mit ønske, at Dyreværnet kunne have en udrykningstjeneste i Jylland. Med tiden er dette ønske kun blevet større, for i de seneste to år er der nemlig sket en fordobling i anmeldelserne af dyreværnssager.

Hos Dyreværnet modtager vi dagligt 7-10 anmeldelser om misrøgt af kæledyr i Danmark, hvoraf størstedelen af de anmeldte sager foregår på adresser i Jylland. Hidtil har Dyreværnets udrykningsleder, Nina Amdi Carlsen, taget den lange tur fra vores internat i Rødovre, hver gang en sag skulle behandles. Det var både tidskrævende, dyrt og ikke optimalt for dyrene.

I dag kan jeg med stor glæde fortælle, at mit ønske endelig gået i opfyldelse, for Dyreværnet har netop etableret en udrykningstjeneste med base i Christiansfeld. Jeanette Wulff Geerthsen bliver vores jyske udrykningsleder, og hun har flere års erfaring med behandling af dyreværnssager. I de seneste år har hun på eget initiativ reddet alt fra hunde til katte og heste, der var efterladt eller udsat for misrøgt af deres ejer. Jeg er derfor ikke et sekund i tvivl om at Dyreværnet vil få stor gavn af hendes store ekspertise og bankende hjerte for Dyrene.

Jeanette har allerede rekrutteret et hold af dygtige frivillige, og hun er i gang med at behandle de første sager hun har modtaget. Indtil videre vil de dyr, som den jyske udrykningsleder redder, blive kørt til foreningens internat i Rødovre. På længere sigt håber vi dog at kunne etablere et samarbejde med et jysk internat, der kan passe de mange dyr som indkommer fra sager i Jylland.

Dette er en stor begivenhed i Dyreværnets historie, og jeg håber inderligt at vores øgede indsats i Jylland kan bidrage til at færre dyr vil blive misrøgtet i dagens Danmark. Men hos Dyreværnet er vi også afhængige af din hjælp. Ser du et misrøgtet dyr, der har brug for hjælp, så husk at du kan anmelde dyreværnssager på www.dyrevaernet.dk. For at en dyreværnssag kan behandles, skal den foregå skriftligt via hjemmesiden. Så vil Nina eller Jeanette stå klar til at behandle din henvendelse uanset hvor i landet du bor, dog med undtagelse af Bornholm.

Lad os stå sammen om at hjælpe dyr i nød. Har du lyst til at støtte Dyreværnets arbejde, så kan du læse mere om vores forskellige støttemuligheder her. Hver en krone tæller. <3

Potedask fra Signe