HJÆLPER DU PINDSVINENE?

Pindsvinevennerne

Nu hvor efteråret langsomt kommer snigende, er der mange pindsvin, som begynder at bevæge sig ud af deres trygge huler. Der skal indsamles føde, så de kan klare sig gennem den kommende vinter, inden de går i hi. Men så snart de travle pindsvin forlader hulen, skal de være ekstra opmærksomme på de farer, som lurer. Nogle gange går det desværre galt, og så træder Pindsvinevennerne i Danmark ofte til. Hvert år hjælper de mange moderløse pindsvineunger og nødlidende pindsvin, og de deler gerne ud af deres store viden om disse dyr.

I denne tid modtager Pindsvinevennerne i Danmark rigtig mange henvendelser fra folk, som har fundet unger eller voksne, der er sløve og har befundet sig ude om dagen. Størstedelen af disse henvendelser er fra folk der enten har forsøgt sig med selv at redde dem eller lige har ”set tiden an”. Desværre er der mange af disse unger som ikke overlever. Typisk fordi velmenende dyrevenner uden den fornødne viden om pindsvin, har forsøgt at pleje dem selv, eller også fordi de er blevet indleveret for sent.

De kære pindsvin kan fejle mange ting, og det kan være svært at opdage for en lægmand. Har det orm? Er det angrebet af spy/maddiker? Er det blevet bidt af en hund eller ræv? Ofte har man ikke ret længe til at redde et sygt pindsvin, og en unge som er blevet udsat for kulde kan dø på få timer.

Når du ser et pindsvin skal du være opmærksom på om det virker frisk og rørig. Er det tilfældet, så lad det være – men hold gerne øje på afstand. Ellers er tommelfingerreglen at pindsvin ikke bevæger sig ud om dagen, med mindre at der er noget galt. Virker pindsvinet derimod sløv, så vil jeg opfordre dig til at tage kontakt til Pindsvinevennerne i Danmark hurtigst muligt. Ring hellere én gang for meget end én gang for lidt.

Imens du venter på at en plejer kommer og overtager pindsvinet, er det vigtigt at du sørger for at pindsvinet holder sig varmt. Læg det gerne i et håndklæde eller tæppe i en papkasse, og stil en lille skål med vand ned i kassen sammen med noget kattetørfoder, hvis du har. For at undgå at der kommer spyfluer ned til pindsvinet, skal papkassen dækkes til.

Du kan kontakte Pindsvinevennerne i Danmark døgnet rundt på vagttelefon:
08.00-15.00: 30 14 16 64
15.00-20.00: 30 14 16 65
20.00-07.00: 30 14 16 64

Du kan også være med til at redde pindsvin ved at blive medlem af Pindsvinevennerne i Danmark, det koster kr. 100 om året, eller du kan vælge at donere et beløb via PayPal. Se mere om donationsmulighederne på www.pindsvin.dk, hvor du også kan læse mere om Pindsvinevennerne i Danmark.

Lad os sammen holde øje med de små pindsvin i den kommende tid, så vi kan finde dem der har brug for vores hjælp.

Potedask fra Signe