Kom til Åbent Hus hos Dansk Dyreværn Århus

Hos Dyreværnet vil vi gerne hjælpe dem, der udfører et godt stykke arbejde. Dét gør Dansk Dyreværn Århus, og derfor vil jeg gerne benytte dette indlæg til at gøre opmærksom på deres kommende Åbent Hus arrangement. Så hermed giver jeg det skrevne ord videre til dem:

Åbent hus

Søndag d. 28. september kl. 10.00-15.00 slår Dansk Dyreværn Århus dørene op for efterårets åbent hus arrangement, der byder på et spændende program.

Du får mulighed for at opleve krybdyr og padder samt fugle og få øget din viden herom. Dansk Dyreværn Århus får nemlig besøg af Nordisk Herpetologisk Forening og Danske Tamfugle, som gerne svarer på dine spørgsmål.

Kl. 12.00 vil der som noget nyt være en auktion over 8 super flotte oliemalerier med dyremotiver, doneret af Sara Høi fra Art Expo (malerierne måler 100×100 eller 100×120 cm – du kan se nogle eksempler på disse nedenfor og se dem alle på www.ddaa.dk).

billederauktion

Du kan prøve lykken i en tombola med mange fine og sjove gevinster, og vores personale og enkelte bestyrelsesmedlemmer står klar til en hyggelig snak. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at hilse på internatets skønne hunde, katte og kaniner, der leder efter nye, kærlige hjem.

Når du trænger til en lille pause, kan du få slukket både tørsten og sulten og på denne måde støtte Dansk Dyreværn Århus’ arbejde for dyrene.

De to- og firbenede hos Dansk Dyreværn Århus glæder sig til at se dig!

Med venlig hilsen

Dansk Dyreværn Århus
Tingskoven 5
8310 Tranbjerg J.
Tlf.: 87 33 44 40

Jeg håber at alle jer i det midtjyske kan finde tid til at deltage, og støtte op om Dansk Dyreværn Århus’ gode arbejde.

Potedask fra Signe