Glæden ved at modtage en hilsen fra et nyt hjem

Hos Dyreværnet finder vi dagligt nye hjem til de mange dyr, som af den ene eller anden årsag er kommet i vores varetægt. Det glæder os meget, for det bekræfter os i at alle dyr har ret til en ny chance i livet uanset, hvilken bagage de ankom til internatet med. Nogle dyr er desværre slemt medtaget, når vi får dem ind på internatet, og Dyreværnets personale lægger en kæmpe indsats i at hjælpe disse dyr, så de kommer sikkert på fode igen. Heldigvis lykkes det for det meste at redde dem, og så falder der ofte en glædeståre blandt os to-benede.

Andre gange får vi dyr ind, som har en så bemærkelsesværdig historie, at man aldrig glemmer dem. Dét er historien om hundene, Stina og Svend, et godt eksempel på. Det umage par var blevet fundet herreløse på Amager, og den lille Stina var så knyttet til Svend, at hun sov ovenpå ham. Når der tikker en sød hilsen ind i indbakken fra sådan et par, ja så rækker vi endnu engang ud efter Kleenex-pakken, og glæder os over at de fandt en god familie. Jeg vil gerne dele deres hilsen med dig, så her kommer en hilsen fra hundenes nye ejer, Lisbet:

De to charmerende snuder, Svend og Stina, som i sin tid blev adopteret fra Dyreværnet

De to charmerende snuder, Svend og Stina, som i sin tid blev adopteret fra Dyreværnet

Jeg ELSKER de to hunde. De er faldet super godt til, og er bare mine guldklumper. Den samlede hundeflok fungerer rigtig godt. Stina er frækkere end nogensinde, men hun er en fantastisk lille, sjov hund. Hendes selvtillid er fløjet i vejret, og følger godt med de store hunde både i leg og på tur.
Hun er så god sammen med mine børn. Finder sig endda i at blive lagt i dukkevognen og blive kørt på skovtur i “far, mor og børn” legen. Svend er ved at lære at følge med på rideturen, så han får brugt sit løbegen. Han er den største kælepotte, og takker ikke ja til mindre end at ligge i ske og fylde hele sofaen eller sengen.
Vi har det alle skønt. Varme hilsner fra Lisbet

Hos Dyreværnet bliver vi SÅ glade for de hilsner vi får fra dyrenes nye familier. De får os til at tænke tilbage på de dyr vi har hjulpet, og vi bliver ekstra stolte over vores arbejde, når vi hører om, hvor godt de har det i dag. Husk at du kan læse flere hilsner fra nye hjem på vores hjemmeside her. Har du selv adopteret et dyr fra Dyreværnet, må du meget gerne sende os en hilsen og et foto/videoklip til hilsnerfranyehjem@gmail.com. Så kommer den på vores hjemmeside, og er til glæde for alle os der elsker en solskinshistorie.

Potedask fra Signe