Årets første forårskilling er kommet i Dyreværnets hænder

IMG_8123

Det var kun blevet den første weekend i maj, før vi fik indleveret dette lille pus. Den fire dage gamle killing var fra et kuld på fire, men de tre var dødfødte og missemor havde ikke nok mælk til at opfostre lille Artemis, som vi har navngivet ham. Heldigvis tilbød en af Dyreværnets dedikerede medarbejdere at tage Artemis med sig hjem og give ham flaske – hver anden time! Det er mere end et fuldtidsarbejde at opfostre sådan en lille størrelse.

Dyreværnet har i skrivende stund fundet en erfaren plejemor, som kan tage sig af Artemis, indtil han er gammel nok til at få nyt hjem. Til den tid står internatets adoptionsteam klar til at hjælpe ham godt videre.

Det er ikke rart at tænke på, hvad der skulle være blevet af Artemis, hvis han ikke var blevet hjulpet. Hvert år kommer tusindvis af killinger til verden, og det er ikke alle der er lige så heldige at få hjælp. Ser du en killing eller missemor i nød, så kontakt dit nærmeste internat, så de kan få hjælp.

Når man nu sidder med Artemis i hænderne, er det svært ikke at blive lidt forelsket i den lille trold. Vi er ihvertfald sikre på at han nok skal blive en flot rød hankat, som vil charme sig ind på alle hunkattene i området.

Vil du redde dyr som Artemis, så støt Dyreværnets arbejde her. Hver en krone tæller.

Potedask fra Signe