Familieforøgelse: 21 gravhunde bliver til 27

Dagen efter, at de 21 misrøgtede og afmagrede gravhunde formelt blev overdraget til Dyreværnet, er der kommet nye snuder til: Den ene af de drægtige tæver er således nedkommet med et hvalpekuld, så nu er 21 hunde blevet til 27.

IMG_8253

Sweetie og hendes seks hvalpe

Dyreværnets udrykningsleder fjernede i samarbejde med Politi og dyrlæge mandag den 4. maj hele 21 misrøgtede gravhunde fra en ejendom på Lolland.

I flere dage var hundenes fremtid uvis, for ejer var ikke interesseret i formelt at overdrage hundene til dyreværnsforeningen. Heldigvis indvilligede ejer torsdag den 7. maj i, at Dyreværnet overtog hundene. Dette betyder, at hundene IKKE skal tilbage til deres ejer, men nu også formelt er Dyreværnets hunde.
Det var i sidste øjeblik, for een af de drægtige tæver er nu nedkommet med seks hvalpe.

Den nye hundemor, som Dyreværnet har døbt Sweetie, var højdrægtig, da hun blev fjernet fra sin ejer. Derfor besluttede Dyreværnets dyrlæge, at hun øjeblikkeligt skulle ud i familiepleje, så hun kunne få fred og ro omkring sig. Det viste sig at være i sidste øjeblik, for nu er Sweetie nedkommet med seks hvalpe: Fem hanner og en tæve.

De bittesmå snuder har det efter omstændighederne godt, men Sweetie er meget afmagret og afkræftet.

– Alle hundene var dehydrerede, afmagrede og mange af dem lider decideret af blodmangel. Så vi var en smule bekymret for, hvordan fødslen skulle gå. Heldigvis har både Sweetie og hendes hvalpe det godt, og nu skal de bare have fred og ro og masser af kærlighed og pleje, fortæller udrykningsleder Nina Amdi Carlsen. Hun fortsætter:

– Jeg er stadig rystet over denne sag. Da jeg var på ejendommen, ville ejer ikke give os adgang, så alle hundene blev rakt ud til mig gennem et vindue. En af gravhundene sprang direkte op i en trillebør fyldt med vand, der stod ved dyreambulancen, bare for at få noget at drikke. Det fortæller vist, hvor tørstig han var, og det var en barsk oplevelse. Derfor er det også dejligt, at de seks hvalpe, der nu er kommet til, har det godt, slutter Nina.

Der kan være flere af de 21 gravhunde, der er drægtige. De er derfor sendt ud i familiepleje, så de kan være i rolige omgivelser.
Sagen om de 21 – nu 27 – gravhunde er desværre ikke en enestående sag. Der kommer flere og flere dyreværnssager, hvor et stort antal både hunde og katte må fjernes fra deres ejere.

I 2014 hentede Dyreværnet hele 503 kæledyr fra kummerlige kår. Dette er næsten en firdobling af dyr hentet fra dyreværnssager siden 2012, hvor foreningen hentede 139 dyr fra dyreværnssager.

Man kan donere et beløb via MobilePay på 23 43 15 18, hvis man vil hjælpe Dyreværnet med at redde de mange hunde.

Potedask fra Signe