Godt nyt for dyrene: Jylland får deres egen afdeling af Dyreværnet!

Dyreværnets direktør, Signe Sehested Lund,  og indehaver af Søndergaard Hunde- og Kattepension, Gitte Visbech, siddende med sin hund, Alma.

Dyreværnets direktør, Signe Sehested Lund, og indehaver af Søndergaard Hunde- og Kattepension, Gitte Visbech, siddende med sin hund, Alma.

Det har længe været et stort ønske for Dyreværnet at have et internat i Jylland. Snart går ønsket i opfyldelse, hvilket betyder at vi fremover kan hjælpe endnu flere dyr godt videre.

For desværre bliver flere og flere kæledyr tilovers i dagens Danmark og ofte er Dyreværnets internat i Rødovre v/København fuldt belagt med misrøgtede hunde, katte, kaniner og smådyr.
For at øge kapaciteten, har vi pr. den 2. maj 2016 indgået et tæt samarbejde med Søndergaard Hunde- og Kattepension i Kolding, som derfor snart kan kalde sig Dyreværnet v/Søndergaard Hunde- og Kattepension.

Hver eneste dag modtager Dyreværnet – Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr mellem syv til ti skriftlige anmeldelser om misrøgt af kæledyr. Dette er en tredobling i forhold til 2012, og derfor valgte foreningen at udvide antallet af dyreambulancer fra en til tre i 2015.

Med to dyreambulancer kørende i Jylland og en på Sjælland kommer der stadig flere hunde, katte og smådyr i Dyreværnets varetægt. Det eksisterende internat, som Dyreværnet driver i Rødovre ved København, er ofte helt booket op – der er for få værelser i forhold til de mange snuder og poter, der har brug for hjælp.

Det har længe været et stort ønske for Dyreværnet at åbne en afdeling i Jylland. På internatet i Rødovre kniber det med at have værelser nok til alle de dyr, der har behov for hjælp. Så valget stod mellem at skære ned på aktiviteterne eller udvide kapaciteten.

Nu har vi valgt det sidste, for vi ved, at der er mange, der gerne vil hjælpe værgeløse dyr. Dagligt modtager vi henvendelser fra borgere i Jylland, som gerne vil adoptere dyr fra Dyreværnet, men som synes, at det er lang vej at køre helt til København. Det har vi fuld forståelse for. Så nu får de jyske dyreelskere nemmere ved at adoptere dyr fra os via Dyreværnet Jylland. Og jo flere dyr vi hjælper videre, jo flere dyr kan vi redde.

Dyreværnet v/Søndergaard Hunde- og Kattepension ligger i landlige omgivelser ved Kolding. Internatet og pensionen er drevet af Gitte Visbech, der sammen med sine fire medarbejdere vil sørge for, at de hunde, som Dyreværnets ambulancer redder fra misrøgt i Jylland, kommer på højkant og bliver bortadopteret til nye kærlige hjem.

Med udvidelsen til Jylland og vores eksisterende samarbejde med Husdyrenes Vel på Fyn, kan Dyreværnet fremover kalde sig landsdækkende. Det er stort for vores gamle forening, og hos Dyreværnet ser vi alle frem til at redde endnu flere dyr.

Jeg håber at bloggens jyske læsere har lyst til at lægge vejen forbi vores nye internat, og måske hilse på et kommende firbenet familiemedlem.

Potedask fra Signe