16 hunde overdraget til Dyreværnet

Det har væltet ind med kæledyr hos Dyreværnet denne vinter. Mange hunde, katte og smådyr stod pludselig uden tag over hovedet, og vores tre dyreambulancer har kørt landevejene tynde. Travlheden toppede den 22. december, da Dyreværnets udrykningshold modtog endnu en anmeldelse. 16 hunde havde brug for vores hjæp.

En bekymret borger kontaktede Dyreværnet om en sag med en masse hunde, som boede i en lejlighed på Nørrebro i København, og vores udrykningsteam kørte straks afsted for at følge op på sagen.

Inde i lejligheden ser vi, at der går 16 hunde i boligen, hvoraf flere er hvalpe. Det er tydeligt at hundene ikke kommer ud i det daglige, hvilket stedet også bærer præg af.

Efter en god dialog med ejeren, som erkender at situationen er vokset ham over hovedet, indvilliger han i at overdrage hundene til Dyreværnet.

Flere af hundene kom ind med dårlige tænder, pelse som trængte til en kærlig hånd og mange af dem skulle i behandling for mindre skader.

De 16 hunde har boet hos Dyreværnet i Rødovre henover jul og nytår, hvor de alle blev tilset og behandlet af vores dyrlæger.

I løbet af januar og februar har alle hundene nu heldigvis fundet nye kærlige familier. Det er en stor glæde for os, at de nu går en lysere fremtid i møde i trygge omgivelser.

Potedask fra Rikke

Foto: Patrick Mads Svilling – Svilling Photography