Nu kommer internatets hunde på skolebænken

Hvem siger en gammel hund ikke kan lære nye kunstner? Sammen med vores dedikerede dyrepassere sætter Dyreværnet nu alt ind for, at træne internatets mange hunde i alt fra lydighed til adfærdstræning. 

Hos Dyreværnet møder vi jævnligt en forestilling om, at internatshunde er ødelagte hunde, som ingen andre vil have. Den forestilling gør vi nu op med, for det er langt fra sandheden.

I skrivende stund bor der 22 hunde fordelt på Dyreværnets to internater. Fælles for dem alle, unge som gamle er, at de brænder for at vise, hvor dygtige de er. Det får de nu ekstra mulighed for, når vi i den kommende tid sætter hundetræning på skoleskemaet.

Jeg har fået Dyreværnets udrykningsleder og adfærdsbehandler, Nina Amdi, til at knytte et par kommentarer til det nye projekt.

– De fleste ved at en hund har brug for motion for at trives, men mange overser den mindst lige så vigtige mentaltræning. Hundetræning er en fantastisk måde at interagere med sin hund på, og vi oplever at hunde, som både er stimuleret fysisk og mentalt, er i langt bedre balance, siger Nina Amdi, der sammen med hundetræner Maria Rønde Jakobsen står i spidsen for træningsmodulerne.

– Selvom Dyreværnets hunde får tre lufteture dagligt, vil vi gerne gøre deres dage endnu sjovere og øge hundenes velbefindende imens de bor på internatet. Derudover er hundetræningen et vigtigt element i, at lære vores hunde endnu bedre at kende og arbejde med eventuelle problematikker i deres adfærd. Ofte får vi hunde indleveret via politiet fra dødsbo, eller fordi hunden er fundet omstrejfende uden en herre. I disse tilfælde har vi ingen oplysninger om hundens personlighed. Derfor starter vi helt fra bunden, når vi skal lære disse hunde at kende. Hvad kan hunden lide? Hvad gør den utryg? Kan den med andre hunde? Har hunden skjulte tricks gemt i poterne, smiler Nina og fortsætter:

– Her er hundetræning også interessant, for det giver et indblik i, om hunden viser problematisk adfærd, som vi skal arbejde med.

Træningen er til stor gavn for hundene, men også til glæde for en kommende familie, da vi allerede har lavet et stort grundarbejde, som de kan arbejde videre med. Hundetræningen vil strække sig over flere måneder, hvor Dyreværnets dyrepassere bliver oplært i lydighedstræning, såsom søg, dæk, sit, gå pænt i snor med mere. Derudover vil adfærdstræning også udgøre en stor del af undervisningen, hvor der arbejdes i dybden med de hunde, som har brug for det.

– Det er ikke alle hunde, som er lige trygge ved at passere fremmede hunde, cyklister eller lastbiler på gåture. Nogle hunde viser også tegn på stress, når de flytter ind i et nyt og meget anderledes miljø, som et internat nu engang er, fortæller Nina og uddyber:

– Her sætter vi alt ind for at træne hundene, så de bliver bedre til at håndtere de udfordringer de har. Forhåbentlig øger det chancen for, at vores hunde hurtigere finder sig et godt hjem, afslutter Nina og klapper hunden Kenzo, som er én af de logrende deltagere i hundetræningen.

Foruden undervisningen, vil Dyreværnet fortsat udarbejde særlige træningsplaner til de hunde, som har udfordringer, der skal arbejdes med. Her bliver alle dyrepassere sat ind i, hvordan hunden skal trænes, så der arbejdes kontinuerligt og ensartet med disse hunde.

Vil du følge internatshundenes træning, så hold øje med Dyreværnets facebookside, hvor vi opdaterer løbende om snudernes udvikling.

Du kan også hjælpe internatets mange herreløse dyr videre til nye, kærlige hjem. Giv et månedligt bidrag her og gør en stor forskel. Hver en krone tæller, når hver en pote gælder.

Potedask fra Rikke


  • http://jogosdeminecraft.com.br/ De Minecraft

    Jeg ønsker held og lykke!